Reklamernes Super Bowl
februar 2, 2014
THE AMERICANS
april 2, 2015

Undskyld jeg spørger, men er du adopteret…?

adoptionJa, jeg er adoptereret.

Derfor bliver dette indlæg af lidt mere personlig karakter end normalt. Og netop derfor bør jeg understrege, at dette indspark udelukkende er baseret på egne erfaringer og holdninger – ting jeg har set, hørt, oplevet og ikke mindst mærket. Der er ingen spørgeskemaer, kvalitative undersøgelser eller psykologiske teorier – men er det ikke netop derfor, at det bliver lidt mere interessant? Det skulle jeg i hvert fald mene.

Formålet med dette indlæg er at sætte adoption på spidsen. Grave lidt i de komplekse aspekter, som jeg mener, bliver overset i den offentlige debat for tiden eller som jeg tænker, du aldrig har hørt om før. Drage på lidt nogle personlige erfaringer og ikke mindst klarlægge, hvorfor du ikke behøver sige ‘undskyld’, inden du spørger til min adoption. Håber du vil læse med.

Mig – et adoptivbarn

Jeg blev adopteret til Danmark for 26 år siden. Dengang var jeg tre måneder gammel og nok ikke meget længere end en buket langstilkede roser (bare for at spille lidt på de visuelle virkemidler). Til gengæld var jeg lidt af en tykbasse (ja, visse ting ændrer sig vist aldrig), fordi min koreanske plejemor havde givet mig rigelig med mad i de tre måneder, hun passede mig.

Korean-A380-2-5-11…og så blev jeg sendt til Danmark. Eller ‘importeret’ til Danmark, som jeg ofte kalder det i underholdende toner (nogle ville mene i selvtugtende toner) – men hvis ikke selvironien er på plads, bliver livet som adopteret altså en lang affære. Det er jo ikke ligefrem fordi, at det er noget, jeg kan lægge fra mig. Det er ikke en vane, jeg kan droppe. En skønhedsplet jeg kan få fjernet. Det er den, jeg er. Den jeg altid vil være. Så lad mig nu bare få det bedste ud af det.

Det vil jeg nu også mene, at jeg gør. Jeg er adopteret ind i verdens bedste familie. Man skulle næsten tro, at det var ‘et match made in heaven’, men det er et jo egentlig bare et match lavet på et administrationskontor på et koreansk børnehjem. Jeg har verdens bedste forældre og en fantastisk storesøster. Vi er ikke biologiske, men som de siger i ‘Danish Dynamite’, så er ‘d’lig’meget’. De er mere mine forældre og hun mere min søster end nogen anden af kød og blod kunne være. At hun så vejer 15 kilo mindre og jeg fejlagtigt bliver antaget for at være storesøsteren – ja, d’os’lig’meget!

Kort sagt, min barndom har været lykkelig. Jeg har aldrig været udsat for racisme eller mobning af større omfang. Adoptionen er formentlig det bedste, der kunne ske for mig. For alternativet var måske, at jeg var vokset op i en socialt udsat familie og måske endda havde været forældreløs eller et gadebarn, som solgte bønnespirer fra en spand.

Men hvis alt er så godt – hvad er så formålet med dette indlæg?

Adoption på spidsen

Jeg føler, at det er på tide at tage bladet fra munden. Den seneste tid har været spækket med adoptionssager – primært negative – som naturligvis påvirker den offentlige debat omkring adoption og ikke mindst alle os, som er følelsesmæssigt involverede i emnet.

AdoptionensPrisDet er sager som den kontroversielle film ‘Adoptionens Pris’ omhandlende Masho og hendes danske adoptivforældre. En film som i mine øjne blot komplicerede debatten mere end den gavnede. Det er sager, hvor biologiske forældre fra Etiopien er blevet overtalt til at opgive deres børn på baggrund af falske forudsætninger og som resulterede i, at Socialminister Karen Hækkerup standsede alle adoptioner, som var formidlet gennem den danske organisation DanAdopt. En organisation jeg selv er blevet adopteret gennem. Det er ord som ‘børnehøster’, der pludseligt indtager den offentlige debat og begreber som ‘menneskehandel’, som blandes ind i den i forvejen politiserede og komplekse debat.

Det smerter mig at høre om disse sager. Ikke blot for de berørte familier i både Danmark og Etiopien, men også for de negative omkostninger det har for adoption som koncept. Lad mig slå én ting fast: Adoption er IKKE menneskehandel. Til trods for ærgelige eksempler og grovkornede ytringer fra en amerikansk professor, så kan jeg ikke se, at dette kan være et argument. Ja, adoptivforældre betaler sagsomkostninger, transportudgifter, administrationsgebyrer og arbejdstimer for at adoptere et barn, men de betaler ikke et beløb for selve barnet – vi er ikke et produkt. Desværre har der været eksempler med lyssky transaktioner, hvor der sagtens kan argumenteres for bestikkelse, men det gør mig bitter, at disse enkeltsager skal smitte af på det overordnede koncept – og menneskehandel er det ikke i min optik – det er meget mere kompleks end som så.

Det personlige dillemma

Det er i bund og grund de færreste som kan forstå, hvordan det føles at være adopteret, medmindre de selv er det. Ofte er vi adopterede heller ikke indbyrdes enige om, hvordan det egentlig føles. Til tider er jeg endda uenig med mig selv, om hvordan jeg har det med det. Alt andet ville også vel være mærkværdigt. Det er som med alle andre og deres identitetsfølelse. Der er gode og dårlige dage og det er for mig ligesom for alle andre – det er en identitet, som jeg selv skal bearbejde på både godt og på ondt. På de gode dage ser jeg en markant fordel i at være adopteret i og med, at jeg ser anderledes ud. På de dårlige dage mærker jeg modgang fra mig selv – netop fordi jeg ser anderledes ud. På de gode dage føler jeg mig ikke en tøddel mere anderledes end alle andre. På de dårlige dage ved jeg godt, at jeg mangler noget, som mange andre ikke gør.

Lad os starte med det gode, selvom man sjældent starter med desserten. Det kan klart være en fordel at være ‘banan-adopteret’ fra Sydkorea. Gul udenpå og hvid indeni. Den joke har jeg brudt isen med op til flere gange og nu er den vist ved at blive lidt gammel. Men det ændrer ikke på, at diverse asiater-jokes kan være være et godt kort på hånden i personlig branding på mikroniveau – man har en unik fordel, som konkurrenterne har svært ved at kopiere (medmindre de selvfølgelig også er bananer). Og folk kan have nemmere ved at huske en, fordi man lige har lidt mørkere hår, lidt skæve øjne og skiller sig ud fra mængden ved første øjekast – ikke nødvendigvis på den lange bane, men som udgangspunkt.

Og så er der den anden side. Man ved godt, at man ser stikker ud fra mængden. Jeg har bemærket, at der aldrig er makeup-tips i modebladene til mine asiaterøjne, hvilket gjorde, at jeg som teenager lagde øjenskyggen alt for højt. Det var ikke kønt. Men så igen, det var tøjet nu heller ikke. De gange jeg har rejst i Asien, har jeg opdaget, at Head & Shoulders i asiaterudgaven gør mit hår meget blødere – eller er det noget, jeg bilder mig ind, fordi jeg gerne vil tro, at det er sådan? Sigmund Freud, den kan du lige lege lidt med, ikke?  Engang er jeg er også blevet spurgt ved et busstoppested, om jeg ’så småt havde vænnet mig til klimaet’ og den samme person roste mig ligeledes for min perfekte danske udtale – mange tak, jeg har haft mange år til at øve den i. Og så oplever jeg ofte at blive tiltalt på engelsk, fordi folk tror, jeg er udvekslingsstuderende eller turist. Det er nu mere sjovt end det er irriterende. I den mere ubehagelige ende af skalaen har jeg oplevet at blive beskyldt for at have startet Koreakrigen (damen var lettere ustabil, så det er ikke noget, jeg har mistet søvn over). Og den værste var, da en voksen mand, jeg lige havde mødt, sagde ‘nå da, du har da vist aldrig mødt din mor’. Jo tak og skål! Så fik du lige sat streg under min asiaterudstråling. Tak for portvin!

asian-tourist-vector-27798Men hvad så, når jeg er i blandt folk, som ligner mig? Jeg har rejst i Sydkorea, Kina, Hong Kong og Thailand – og samtlige steder har jeg følt mig udpræget dansk. I Seoul oplevede jeg at blive nedstirret groft af en koreansk ‘glædespige’, da hun troede, jeg var ude på at stjæle hendes kunder. Grunden: jeg havde bare skuldre. I Kina blev jeg antaget for at være turistguide for den danske fyr, som jeg rejste med. Jeg blev endda nægtet service på en restaurant, fordi jeg ikke opførte mig helt efter deres opfattelse. Grunden var, at jeg bad om et menukort og ikke trak stolen ud for min medrejsende. De troede, jeg var kineser. Det er dog oplevelser, som jeg kan tage med hjem, grine af og fortælle videre i sociale lag. Men det understreger blot min pointe: som adopteret står man i et personligt dilemma omkring ens manglende ophav og rødder – en mangel på kulturel og biologisk forankring. Du hører ikke 100 procent til hverken det ene eller det andet sted. Jeg føler mig dansk. Mit pas siger, jeg er dansk. Jeg ligner dog ikke en ‘dansker’ (afhængig af den konceptuelle definition på dette). Men jeg ligner en koreaner. Dog føler jeg mig ikke som en koreaner. Og mit pas er ikke længere koreansk. Så hvor står jeg?

Man taler om folk, som har splittede identiteter. Man hører det ofte i forbindelse med flygtninge, som har forladt deres hjemland og pludselig befinder sig et nyt sted. Men som adopteret er der ingen åbenlys kulturel forankring, ingen at spejle sin identitet eller udseende i og altså ingen biologisk fællesnævner med dine nærmeste. Forestil dig aldrig at have hørt, ‘du ligner din søster’ eller ‘I har den samme næse’. Dermed ikke sagt, at jeg ikke ligner min familie – en markant del af min personlighed er jo socialt betinget, og jeg har samme humor som min mor og samme økonomiske sans som min far. Men andre spørgsmål melder sig på banen: har min biologiske mor også brune øjne? Et skævt smil? Et indædt had til karamelsmag? Eller endnu vigtigere… er der arvelige sygdomme i familien? Er der tvillingefødsler i familien? Kan jeg være tvilling? Har jeg søskende?……..Tænker hun på mig?

Spørgsmålene er mange. Og du tænker sikkert, hvorvidt jeg har et ønske om at finde min biologiske mor eller familie. Svaret er nej. Og svaret er alligevel ja. Nej, fordi jeg trives, som den person jeg er. Men ja, fordi det stadig er en uudforsket del af mig, som jeg aldrig vil kunne finde på egen hånd. Nej, fordi jeg ikke ved, hvad jeg finder, hvis jeg overhovedet finder noget. Ja, fordi jeg gerne vil vide, om hun har det godt. Nej, fordi jeg ikke ved, om jeg har lyst til at skabe et forhold til en fremmed, som jeg jo på mange måder er knyttet mere til end nogen anden person – og alligevel ikke har et forhold til. Ja, fordi jeg gerne vil fortælle hende, at hun tog den helt rette beslutning på mine vegne.

Dilemmaet er der, selvom jeg ikke har behov for at jagte mine koreanske rødder. Jeg er dansker med et twist. Men spørgsmålene vil altid være der.

Undskyld ikke. Spørg som Jokeren

Hvor_kommer‘Hvor’ du fra?’ lyder en velkendt sang af Jokeren. Det er formentligt et af de mest stillede spørgsmål til en person hvad enten man er adopteret eller ej. Men jeg har bemærket, at spørgsmålet ofte er akkompagneret med et præfiks, når det bliver stillet til mig. Det kan være ‘Undskyld, jeg spørger’, ‘det er ikke for at snage’ eller ’sig til, hvis du ikke vil tale om det, men hvor er du egentlig fra?’. Jeg svarer ofte med et blink i øjet og på rungende jysk: ‘Jeg er fra Aarhus’. Det sætter ofte gang i et panisk blik og et lavstammet ‘nej, nej jeg mente…’ og her plejer jeg at redde dem fra deres indbildte pinlige situation – igen, lad mig have det lidt sjovt – og sige, ‘ej jeg er adopteret fra Korea’. Når samtalen så videreføres til spørgsmålet om, hvorvidt jeg er fra nord eller syd, kan jeg godt smide en Kim-Jong-Il joke afsted, men så er jeg heller helt flink ved dem.

Min pointe er, at det at være adopteret det samme som at komme fra Albertslund eller Sydsverige i min optik. Det er en del af min identitet, så du behøver ikke spørge mig, som om det er et tabubelagt eller et sensitivt emne. Det er det nok for nogle, men mit udgangspunkt er, at jo mere åbenhed jeg viser omkring det, desto nemmere er det også at identificere mig selv. Jeg er ikke Sandra – hende den adopterede, men Sandra – som tilfældigvis også er adopteret. Jeg er ikke træt af spørgsmålene – faktisk værdsætter jeg dem – og vil gerne fortælle dig alt det, som du ønsker at vide mere om. Men hvis du føler, at du spørger på en snagende facon, så har du måske ret, og jeg fyrer nok bare mine standard autosvar med indøvede jokes af over for dig. Hvis jeg derimod bare bliver spurgt, ‘hvor er du fra’, så kan det være, at jeg fortæller det hele – eller bare sender dig linket til denne blog. Uanset hvad, så er adoption ikke noget fordækt, kriminelt eller sat i relation til menneskehandel. Det er ikke noget, jeg skammer mig over. Det er ikke en gave, men heller ikke en forbandelse. Jeg er ikke et offer for social undertrykkelse eller en ‘charity case’. Jeg er bare adopteret. Det er en sindstilstand – min tilstand, ikke din – en psykologisk spejling af flere, for nogen, utilpassede identiteter, men vigtigst af alt: det er den, jeg er. Og hvorfor skulle nogen ikke ville vide, hvem er jeg er som person, hvis jeg møder dem? Og hvorfor skal nogen undskylde for at spørge om, hvem jeg er? Det er ikke at snage. Kort sagt, undskyld ikke – spørg som Jokeren.