Undskyld jeg spørger, men er du adopteret…?
august 23, 2014
MASTERS OF SEX
april 3, 2015

THE AMERICANS

 Plot: Den Kolde Krig. Washington D.C. Ronald Reagan er præsident.

To russiske KGB-agenter lever undercover som en typisk amerikansk forstadsfamilie. Elizabeth Jennings (Keri Russell) og Phillip Jennings (Matthew Rhys) har to børn, ejer et rejsebureau og er gode venner med deres naboer, men det, som ingen ved, er, at de er mestre i forklædninger, spionage og bruger deres nætter på at dræbe amerikanske efterretningsagenter. Parret er eliteagenter trænet af Sovjetunionen, som har sat dem sammen som ægtepar – uden kendskab til hinandens fortid, fødselsnavne eller lign. Men ægteskabet knager. Phillip er blevet for vant og tilpasset til de amerikanske værdier, hvilket sætter parrets missioner under pres – for kan Phillip finde på at afhoppe som russisk agent? Og kan ægteskabet holde, når det er bygget på en professionel kontrakt? Og hvad sker der, når FBIs ledende spionage-agent bliver nabo til den tilsyneladende kernesunde forstadsfamilie.

Vurdering: Jeg blev personligt revet med af ‘The Americans’. Det er en af de serier, hvor man fatter sympati for både skurke og helte. Man hepper på alle – og man frygter alle. Jeg vil anbefale ‘The Americans’ til seeren, som ikke vil have en højtempo action-serie, men som stadig efterspørger en serie, hvor spændingsniveauet stiger, og hvor storyline’en foregår på personniveau, men i en større historisk og politisk kontekst.

Først og fremmest kan man ikke sætte en finger på skuespillerpræstationerne, men det er da heller ikke novicer inden for dramagenrer, som pryder skærmen. Keri Russell, kendt fra Felicity, spiller en hårdfør kvindelig agent udadtil, men hun formår at opretholde en vis sødme, som gør, at man fatter sympati for hende og hendes mission. Hendes splittelse mellem hendes troskab til fædrelandet og hendes kærlighed for hendes amerikanskfødte børn er rørende – plottet til trods. Matthew Rhys, kendt fra Brothers & Sisters, formår at spille den kærlige familiefar, som forsøger at vinde sin agent-kones kærlighed – det arrangerede ægteskab til trods. Og serien giver et rørende indblik i det fordækte liv, som både russiske og amerikanske agenter opretholdte under den Kolde Krig, men også i de risikofyldte positioner som spioner og afhoppere måtte indtage under stormagternes muskelkampe på hver side af jerntæppet. Og så er der en underspillet humor i dialogerne mellem Russell og Rhys, som – suppleret med deres mange (underholdende) forklædninger – løfter serien lidt op fra den ellers tunge genre som kold-krigs-dramaserie.

Genre: Drama
Hvor mange sæson er der?: 
Der er pt to sæsoner af TV-serien tilgængelig på det danske Netflix, men serien kører i øjeblikket på dens fjerde sæson. Den er endnu ikke afsluttet.
Hvor kan du se med?:
Netflix
Se den, hvis du kunne lide:
Homeland