Når en forkælet generation mærker realiteterne
december 10, 2013
Undskyld jeg spørger, men er du adopteret…?
august 23, 2014

Reklamernes Super Bowl

I aften er der Super Bowl finale. Tusindvis af hot dogs, nachos, fadøl og popcorn bægre vil blive langet over disken på stadion – og et underholdende rygte siger, at millioner af amerikanere vil belaste de amerikanske toiletfaciliteter i en sådan grad under halvlegen, at systemet er i fare for at bukke under.

Men Super Bowl er ikke kun sæson for rekordsalg af guacamole og skumfingre – det er også sæson for årets dyreste og mest eksponerede reklamer. Med god grund: Super Bowl finalen er et af de mest sete programmer overhovedet – og med 111 mio. seere er der kamp til stregen om at skille sig ud i reklamepausen og vinde seernes opmærksomhed. Kampen foregår altså ikke kun på banen – den fortsætter ligeså intenst i reklameblokkene.

De fleste kan huske Volkswagen ikoniske reklame ‘The Force’ med den unge Darth Vader. Den vandt reklamernes Super Bowl for et par år siden – og formentlig også en del kommunikationshjerter – og med knap 60 mio. views på YouTube er den et klasseeksempel på rækkevidden af Super Bowl reklamer.

Mashable har sammensat en liste over de reklamer, som bliver sendt under aftenens show og her er mine to favoritter til reklameverdenens Super Bowl:

Budweiser – ‘Puppy Love’

http://youtu.be/uQB7QRyF4p4

En hundehvalp. En hest. Et venskab….og en masse Budweisers. Det er opskriften på denne perle af en reklamefilm, som Budweiser har smidt i Super Bowl puljen i år. En opskrift der selvfølgelig skal tages med en knivspids salt. For sukkersød er den. Men til trods for, at story linen er bygget op af flere sukkerknalde end hesten i videoen kan spise, så fungerer det. Og det fungerer godt.

Den klassiske ølreklame med den veludstyrede blondine med et par lækre stænger er lagt i graven. Væk er den lumre barstemning, dartskiven i baggrund og mandehørmen, som hidtil har været kendetegnende for genren.

I stedet spiller Budweiser på det emotionelle register under sloganet #BestBuds. Det velvalgte ordspil mellem ‘puppy love’ og valget af en ‘puppy’ som hovedrolle i denne følelsesmæssige konstellation, får en retoriknørd som mig til at nikke bifaldende. Og det faktum, at det ikke handler om ‘bromances’ eller ‘romances’ er blot endnu et plus. Her er rettere tale om en ‘vov-mance’ (beklager ordspillet – den lå lige til højre). Det er et skævt venskab mellem to usandsynlige parter. (Reklame)virkelighedens svar på Mads og Mikkel.

Den er sød. Den er varm. Og så er den blandt mine favoritter ved dette års Super Bowl.

AXE Peace: Make Love, Not War

http://youtu.be/63b4O_2HCYM

AXE har produceret denne modige reklame, som jeg er meget begejstret for. Til trods for de klare politiske undertoner, formår den stadig at fremstå politisk korrekt. En balancegang der er svær at ramme, men som rammes meget nøje i i denne reklamefilm.

Helt kort: En asiatisk diktatorisk leder overser en militærparade med sin hustru (læs: Kim Jong Un), en mellemøstlig diktator og hans hustru åbner en kuffert med en udløserknap (læs: Assad) og en russisk tankvogn sigter på en ung kvinde i krigshærgede omgivelser. Diskursen er helt klar: magt, krig og diktatoriske regimer.

Men herfra brydes den forventede diskurs. Musikken lægger op til dramatik. Forventningen er, at en marcherende hær går sin entre. At diktatoren trykker på knappen og helvede bryder løs. At soldaten i tanken nådeløst tager livet af den unge kvinde. Men som amerikanerne ville sige: ‘You are in for a surprise’…

Militærparaden bliver til en kærlighedserklæring. Udløserknappen starter et nytårsværdigt festfyrværkeri. Og den russiske soldat kravler ud af tanken og krammer kvinden. Make love, not war. Budskabet emmer af 1960erne, hippie-bevægelsen…. og John Lennon.

Men hvad har reklamen med AXE at gøre? Absolut intet. For hvor er horden af skrigende kvinder, som foretrækker astronauten fremfor brandmanden? Eller den unge fyr i elevatoren som kvinderne lystigt overfalder, som var han et par Loubutin-stilletter på udsalg? De er ikke tilstede. Og var det ikke for en subtil hentydning i slutningen af reklamefilmen, ville man ikke ane, hvilket produkt der i grunden blev markedsført.

Og derfor vinder reklamefilmen min fiktive ‘thumbs up’. For det er pokkers modigt at afvige så meget fra sit produkt. At tilkøbe sig usandsynligt dyre reklame-slots og køre en 60 sek. reklame, hvor kun 2 sek. omhandler det aktuelle produkt, som man prøver at sælge. Og tilmed forsøge at levere et politisk budskab, hvorend universelt og ‘letkøbt’ man kan anklage det for at være.

Du kan se hele Mashables liste her og selv bedømme de andre reklamefilm, som vil udfylde sendefladen under Super Bowl finalen i nat. Måske du har nogle andre finalister i tankerne?

Rigtig god fornøjelse.