Den lykkelige ledige?
august 5, 2013
Reklamernes Super Bowl
februar 2, 2014

Når en forkælet generation mærker realiteterne

Her til aften er jeg blevet lettere provokeret. Ikke af FCKs nederlag i Champions League. Ikke af cyklisten som næsten væltede mig i et forsøg på at køre over for rødt. Og heller ikke af Helle Thornings ’selfie’ med Obama og Cameron til Nelson Mandelas mindehøjtidelighed. Nej, årsagen er en ganske anden.

En ung litteraturstuderende har skrevet et debatindlæg til Politiken. Han er vred på sine forældres generation (hov, var der ikke også en anden ung mand, som var det for nyligt?). Nå, men jeg kender ham ikke og alligevel har han fået mig til tasterne. Lettere irriteret.

Indlægget hedder ‘I har løjet for den unge generation’ og her forsøger den unge mand at råbe sine forældres generation op. Mine forældres generation. Og derfor kunne man tro, at han her taler min sag, men den taler jeg nu engang helst selv.

Den unge studerende er frustreret. Han er blevet lovet velstand og rigdom af sine forældre. Rige muligheder for lange uddannelsesforløb og udsigten til at kunne shoppe job, som var det mælkekartoner i supermarkedet. Men nu er han vred. For dette er ikke længere en realitet – og han bebrejder en ‘historisk uansvarlig forældregeneration’ for at have fejlprioriteret velstandsforholdene til egen fordel – og glemt, at han også skulle have del heri:

“Hykleriet er totalt, når de politikere og virksomhedsledere, der har sjosket sig igennem studierne og fråset i værdier, de ikke har arbejdet for, men faldet over som mursten på gaden, nu råber til de unge, at de skal skynde sig, at de ikke skal være dovne, men at de må tage ansvar.”

Jeg skal ikke kunne sige, hvad den unge studerende har fået fortalt af sine forældre. Måske de har lovet ham guld og grønne skove og fortalt ham, at verden lå for hans fødder. Det har mine forældre også fortalt mig. Men salgstalen om at gribe de muligheder, som jeg var heldig nok at have, var efterfulgt af en evig læresætning om, at succes opnås ved hårdt arbejde. Og at jeg altid skulle sikre mig mod dårlige tider. Kliché, om man vil, men en ualmindelig nyttig læresætning skulle jeg mene – særligt efter at have læst debatindlægget i Politiken.

Så her kommer det: Det er ikke mine forældres ansvar, at arbejdsmarkedet står klar med et job, når jeg står med diplomet i hånden. Det er ikke mine forældres ansvar, at jeg vælger en kvalificeret uddannelse, som kan skaffe mig et job. Det er ikke mine forældres ansvar, at jeg, som et voksent menneske på en videregående uddannelse, kan forsørge mig selv og gøre mig selv konkurrencedygtig i et presset samfund. Det er mit ansvar. Og mit alene.

For det er op til mig selv at kigge mig omkring under min uddannelse og se, hvad vej vinden blæser. Det er op til mig at sikre, at jeg opkvalificerer mig til et niveau, hvor en arbejdsgiver vil finde mig interessant. Og det er da alene op til mig at skabe noget for mig selv og ikke ride med den bølge, som mine forældre har skabt og opbygget. Det ville svare til at sidde på sin flade og vente på arven. Morbidt. Dog sandt. For det er naivt at tro, at verden vil se ud på samme måde, når du er færdig med dine universitetsstudier efter fem år. Og det er forkælet at kræve, at andre skal bane vejen for dig i mellemtiden.

I indlægget åbner skribenten op for den gyldne løsning på problematikken. Løsningen der vil sikre hele vores generation og holde hånden under os som et andet sikkerhedsnet under en linedanserinde:

“Og vi vil insistere på (…) at alt andet er en løgn, at man godt kan beskatte boligejerne, virksomhederne og finanskapitalen, at samfundet grundlæggende er rigt, at værdierne er fælles, og at det er op til os at distribuere dem retfærdigt”.

Nuvel. Så løsningen på at sikre den næste generation job og velstand er at beskatte de virksomheder, som skal skabe vækst og arbejdsudbud? Host! Min kaffe røg galt i halsen. Samfundet er grundlæggende rigt – ja – tjo – så længe vi arbejder hårdt på at bevare det sådan. Men det forudsætter nok rettere en arbejdsmoral, der minder mere om en ja-hat end den kræve-sombrero, som vores generation har iført sig. Og beklager, men udtrykket ‘distribuere’ klinger hult af avisuddeling en søndag morgen – og det er ikke den form for behandling, jeg foretrækker at udsætte mine optjente værdier for. For det bør ikke være mine forældre, andre forældre eller mit ansvar, at en studerende har hvilet på sine forældres ord og ikke set de omkringliggende realiteter i øjnene. Ikke indset, at uddannelse ikke er en social rettighed, men et privilegie. Et tilvalg og ikke et krav. Og at job ikke er den præmie, man får ved endt uddannelse – det er noget, man tilkæmper sig.

Og her slutter den unge studerende indlægget med en spidsfindig sproglig figur: Det er på tide at sadle om. Men her må jeg indskyde: Nej, det er på tide at sadle OP.