Hvad Elle ikke ved om sociale medier

Derfor skal du ikke overlade sociale medier til din praktikant
maj 14, 2013
Den lykkelige ledige?
august 5, 2013

Hvad Elle ikke ved om sociale medier

20130518-175125.jpg

Lørdag i Fælledparken. Solen skinner. Det seneste Elle blad i tasken. De hvidgule ben ser sommersolen – endelig! Ja, så er scenen ligesom sat.

Og på side 73 falder jeg over en dobbeltsidet artikel, som omhandler Elle-journalistens vurdering af ‘god stil’. Nu er det tilfældigvis sådan, at jeg virkelig værdsætter deres artikler, da de, i sammenligning med andre danske magasiner, ikke skriver ’sådan er du en god veninde’-artikler og andet ordbavl, som jeg virkelig ikke kan bruge til noget. Jeg er 26 år – jeg burde have luret, hvordan et venskab nogenlunde fungerer – ellers skal mine veninder nok råbe op. Men ja, Elle er min syndige fornøjelse, når det kommer til modemagasiner. Jeg stoler på, at jeg kan lide indholdet og ikke mindst, så stoler jeg på deres smag, så jeg var spændt på at se, om jeg falder i ‘dårlig stil’ kategorien eller om jeg beholder skindet på næsen.

Med begejstring spotter jeg, at artiklen indeholder en lille underparagraf om ‘god stil’ på sociale medier. Nørden i mig jubler og læser forventningsfuldt videre. Mode, portrætter og sociale medier – kan man virkelig få alt i ét og samme magasin? Nej. det kan man så ikke.

Som den sociale medienørd jeg nu engang er, spotter jeg en mangel på forståelse for kontekster. Fx er sociale medier en virkelig bred betegnelse og ved at være faux pas i branchen. Nuvel, jeg er udmærket klar over, at et modemagasin formentligt søger ‘at skære tingene ud i pap’ for os læsere. Og at artiklen henvender sig til individuelle karrierekvinder på den anden side af teenage-årene og ikke er ment som en brand-relateret how-to-guide. Men er vi ikke efterhånden omvandrede personlige brands? Og så er jeg også klar over, at det derfor skal forstås som et letlæseligt indspark inden for temaets rammer. Men håber, du vil lege med alligevel…

For det første, fastslår artiklen, at et coverbillede af Audrey Hepburn er god stil.

Jeg må indrømme, at billeder af Audrey Hepburn, New York Skyline og røde London-busser skriger Ikeas plakatafdeling til mig. Og det er ikke ‘god stil’ i min optik, medmindre du har en personlig identitet, som netop understreger, at du er ‘totalt nede’ med Audrey-pigen. For hvis dette er tilfældet, så gå endelig Audrey-crazy og jeg er med hele vejen. Hvis ikke, så smider jeg nok hipster-wannabe-kortet. Jeg ville fx aldrig kunne være en troværdig afsender af et Audrey-coverbillede. Har aldrig set Breakfast at Tiffany’s og ejer ikke en perlehalskæde.

Og ligeledes kan et coverbillede med ‘wannabe-posering’ og trutmund rent faktisk en god idé, hvis du på Facebook søger at kommunikere til det såkaldte Paradise-segment. Uanset hvor ‘tacky’ du selv synes, det er. Og måske det netop kan være god stil, hvis man tager de selvironiske briller på. Let’s face it – trutmund virker i visse sammenhænge, men det kommer an på, hvad du prøver at ’sælge’.

For det andet, designerer artiklen, at hadefulde brokindlæg er et no-no. Og personligt er jeg enig, men det er jeg ikke sikker på, at alle er. Desværre.

Det er decideret hovedrystende uhyggeligt, hvad folk kan brokke sig over på fx Facebook. Oplevede en tidligere skolekammerat som brokkede sig over, at Danmarks Landsindsamling samlede penge ind til de ’såkaldte fattige i Afrika’, når nu vores eget lille land vrimlede med fattige mennesker. Ugen efter blev der opdateret: ‘Wuhuu, en uges ferie på Mallorca’. Argh altså, hej, farvel –> blokér.

Men der findes eksempler, hvor folk kan lukrere på at være deciderede brokrøve. Tag fx Bitterfissen Bethany, som har svinet samtlige mediepersonligheder, men som nu har en fast blog på Se & Hør (og nej… du får mig ikke til at læse den). Men der er åbenbart et publikum til det, selvom det formentlig (forhåbentligt) er de færreste af Elles kvinder, der hopper på den vogn.

For det tredje, foreslår artiklen, at god stil på sociale medier er at poste indlæg om politik, kunst og andet samfundsrelevant. Av for den. Der er da noget at gå i gang med.

Min intuition siger mig, at det er de færreste kvinder, der er en omvandrende talepind for den seneste Louisiana-udstilling, kan citere Bourdieu og desuden sætte det i relation til den seneste politiske krise, som blev behandlet i 22.30 Deadline. Den type kvinder som samtidig kan gå i fantastiske stiletter en hel dag og ligne en million. De kvinder findes dog og jeg vil gerne vide, hvad deres hemmelighed er, for jeg kan ikke nå at sætte mig ind i det hele og mine fødder er ømme før frokostpausen. Er der et hemmeligt notat, jeg ikke modtager? Sæt mig på mailinglisten nu.

Men lad os nu lige være reelle. Det er kun god stil at opdatere om kunst, kultur og politik, hvis du kan gøre det troværdigt. Hvis det stemmer overens med den persona, som du nu engang er – eller i det mindste har belæg for at påstå, at du er. Fx ville mit netværk nok undre sig, hvis jeg opdaterede om Anish Kapoors seneste installation. Til gengæld vil de ikke undre sig synderligt over dette indlæg. Skal ikke kunne sige, om de nødvendigvis vurderer det til at være god stil, men det giver formentligt mere mening for dem, at jeg taler om sociale medier end om innovativ kunst.

For det fjerde, så opfordrer artiklen til, at man ikke skal tro, at verden drejer sig om ‘mig, mig, mig’. Både ja og nej.

Jeg er enig i, at vi alle er relativt ligeglade med din forkølelse, at du har rengjort din lejlighed OG vasket tøj. Det sker for os alle (mere eller mindre), så du behøver ikke at opdatere det. Og ja, jeg har også prøvet den unikke oplevelse at drikke en café latte. Men jeg er uenig i, at det ikke handler om ‘mig’. Sociale medier er netop opbygget af jeg’er. For jeg’er. Om jeg’er. Til jeg’er. Hvis det ikke handlede om mig, hvad i himlens navn skal jeg så bidrage med? Det jeg siger på sociale medier, har kun værdi, fordi det er mig, som siger det. Det er helt essensen af sociale medier. Internettet er for individer, så uanset hvor mange Facebook communities du opretter, så er individet altid i højsæde. Det handler om ‘mig’ i allerhøjeste grad – men skab værdi og ikke tom snak. Opdater noget interessant og ikke noget ligegyldigt. Skab kvalitet og ikke kvantitet. Udfyld selv resten.

Så altså, jeg er stadig varm fortaler for Elle. Og de er klart mere kvalificerede til at give mig de seneste beauty-tips (selvom jeg sjældent ser eksempler på asiatisk øjenmakeup) end jeg selv kunne fremtrylle. Men når det kommer til tips og tricks på de sociale medier, så skal der måske mere end en top fire liste til for at tilfredsstille os nørder. For jeg er godt klar over, at indlægget her tenderer til det nørdede. Men du nåede da at læse hertil?

Kort sagt, opdatér Facebook, som du vil. Det er god stil at stå ved sin persona. Og det er langt mere troværdigt end at påstå, du er noget, du ikke er. Det er ikke alle, der kan lide det. Men der er nogen, der kan . og dem skal du da hænge fast i. Så vær nu bare dig selv på de sociale medier – også selvom Elle ikke synes, at det er ‘god stil’.