Danish Dynamite

Cuba – Et farverigt forfald?
marts 20, 2016
Øhhh… #2
oktober 7, 2016

Danish Dynamite

I disse dage er der utallige avisartikler, medieoptrædener, Facebook-opdateringer, Instagram-posts og hashtags, der blander sig i debatten om, hvad det vil sige at være dansker. De mange indspark kommer fra både øst og vest. Gammel som ung. I ligefrem og sarkastiske toner. I opgivende og rasende sindelag. Med humor og med ubehag. Og debatten har endda fået flere af mine bekendte ud af starthullerne, som ellers aldrig tager bladet fra munden.

Som I nok har gættet, så er de fleste af disse indspark affødt af en kontroversiel udtalelse af DF’s verbale slagsbror på udlændingeområdet, Martin Henriksen, under en ophedet meningsudveksling i DR2 Debatten. Du har nok fået smidt klippet i hovedet i løbet af de seneste dage, medmindre du har boet under en sten. Ellers er Google din ven.

Debatten er langtfra ny. Den har verseret ligeså længe, jeg kan huske, og den opstår med mellemrum i mainstream og på sociale medier. Ofte er diskussionen koblet op på en nyhedskrog om, at der foregår noget angiveligt ‘udansk’ i vores andedam. En børnehave der ikke vil servere svinekød. En boligforening der ikke må få et juletræ. Kolonihaveejere der vil flage med andre flag end Dannebrog. Og jeg har på fornemmelsen, at Dansk Folkeparti hiver den op af hatten, hver gang Vild med Dans holder sæsonpause. Jeg har dog ikke empiri til at understøtte min tese 🙂

Normalt læser jeg disse medieindspark med et smil på læben og tænker, at det går vel meget godt i Danmark, hvis det er disse minutiøse problemer, der får folks pis i kog. Min puls stiger i hvert fald ikke det mindste. Men den seneste kommentar fra DF’s nye medie-dartskive Martin Henriksen er i den noget mere aparte afdeling. Hvis han ikke er af den opfattelse, at en person som taler dansk, går i dansk skole, er dansk statsborger, ukriminel og tilmed er født i landet, kan betragtes som dansker – ja, så har vi større bjerge at bestige end Himmelbjerget. Og flere udfordringer at møde end Barney Stinson (en lille popkultursreference for dem, der ikke er med – igen, Google er din ven). USA er et land, hvor det er næsten umuligt at blive amerikansk statsborger eller få opholdstilladelse. Men er du født i landet, er du per automatik amerikansk statsborger. Punktum. Hvorfor er vi så firkantede omkring efterkommere i Danmark?

Jeg er dansker. 100%. Så dansk som bacon, Janteloven, LEGO og H.C. Andersen. Jeg har aldrig begået kriminalitet. Jeg har taget to kandidatgrader. Jeg betaler skat. Jeg holder jul. Jeg rejser mig for gamle damer i bussen. Og jeg drikker hellere Carlsberg end Heineken. Jeg er så dansk, at Holger Danske nok ville være min Facebook-ven, hvis han blev vakt til live i dag. Jeg staver korrekt og sætter mere korrekte kommaer end den gennemsnitlige DF-vælger. Og jeg taler så jysk, at jeg aldrig kan få job som speaker til andet end en Biva-reklame.

Men jeg lever ikke op til Dansk Folkepartis selvopfundne opskrift på danskhed. Hvor absurd det end lyder. Og her er der et par af grundene:

  • Jeg er ikke født i Danmark. Jeg er luksusimporteret (læs: adopteret) fra Sydkorea. Og til de af jer som tænker: Ja, ja, det tæller ikke. Så vil jeg sige, at selvfølgelig tæller det. Når Martin Henriksen svarer så firkantet, så prøver jeg at ramme hans firkantede retorik i modsvar. I den optik ville jeg blive betragtet som første-generations-indvandrer eller hvad? Til trods for at jeg ankom med fly 🙂
  • Jeg kan ikke lide dansk mad. Okay, det er sat på spidsen. Jeg er glad for stegt flæsk og kan til nød spise frikadeller, hvis de er kolde. Men jeg kan ikke koge en kartoffel. Og jeg kan simpelthen ikke lide dem. Jeg kan ikke udstå medister. Og flæskesteg er mig ligegyldig. Selv julemaden er jeg ikke gode venner med. Tager de statsborgerskabet fra mig nu?
  • Jeg har aldrig ejet en Golden Retriever. Det er vist nok vigtigt for at være dansker. Men jeg er vokset op med schnauzere. Dog har min søster en dansk-svensk gårdhund – tæller det? Eller skal bagdelen af hunden vise ID, når vi krydser gaden på aftengåturen?
  • Jeg går ikke i kirke. Hvis der er bryllup, konfirmationer eller lign., så finder du mig formentlig cirka i midten af kirkeskibet. Men ikke engang juleaften sniger jeg mig i kirke. Min religion er rettere Disneys Juleshow. Og jeg synger heller ikke i kirken. Faktisk kan jeg ikke én eneste salme udenad. Og vær glad for det! Jeg har ikke en tone i livet. Til gengæld er jeg vanvittig dygtig til at mime.
  • Jeg beder ikke til Gud. Jeg ved heller ikke, om jeg tror på ham. Min logik siger mig, at der ikke eksisterer en Gud, men jeg ville ønske, at der gjorde. Så ville jeg have nogen at brokke mig til, når det regnede. Han måtte også gerne være min Facebook-ven. Så kunne man jo se, hvad man gjorde rigtig i livet – går ud fra, at han liker det løbende 🙂
  • Jeg har aldrig set Matador. Det er egentlig ikke, fordi jeg ikke vil. Jeg er bare aldrig nået dertil. Til gengæld har jeg tømt Netflix, HBO Nordic og Viaplay for amerikanske serier. Men det er nok ikke det, som de leder efter. Jeg har heller aldrig set Krøniken eller Badehotellet. Dog er jeg sikker på, at min respekt for den danske kulturhistorie er helt efter bogen til trods.
  • Jeg ejer flere tørklæder end kors. Der er større sandsynlighed for, at jeg pakker mit uregerligt glatte hår ind i et hårbånd eller et tørklæde, end at jeg vil iføre mig et kors om halsen. Jeg ejer simpelthen ikke et kristent symbol. Jeg har et ying-yang symbol i en halskæde, som jeg har haft, siden jeg var barn. Er jeg så mere kinesisk end dansk?
  • Jeg har ikke lyst hår og blå øjne. Og hvad så?

I en god blanding af ironiske og gravalvorlige eksempler har du nok forstået min pointe. Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvorvidt jeg er dansk. Ingen politiker, ingen ordbog, ingen Twitter-opdatering. Ingen der skal diktere min danskhed og definere graden af, hvor meget jeg er som andre. Jeg danser gerne til min egen rytme, medmindre det er en virkelig god DJ.

I min optik er der ligeså mange forskellige måder at være dansk på, som der er danskere. Selvfølgelig har vi fællestræk – og gudskelov for det – men selv de mest ‘kernedanske’ borgere kan have deres forskelle. Og det er nok heller ikke dem alle, der står forrest i køen til kirken om søndagen (er der overhovedet kø til kirken?).

Lad os blive enige om, at der ikke findes en ‘God Dansk, Let at Lave’ kogebog, hvor opskriften på danskere står beskrevet ved siden af et glanspoleret billede af en ‘dansker’… eller en citronmåne. For at være helt ærlig, så lyder det dødssygt kedeligt, hvis det var tilfældet.

Alt andet lige: Så lad os da prøve at gribe ‘danskheden’ an, som havde vi alle lige muligheder til at definere os selv. Det lyder næsten radikalt. Men det er da trods alt meget dansk at gøre, ikke?