I disse dage er der utallige avisartikler, medieoptrædener, Facebook-opdateringer, Instagram-posts og hashtags, der blander sig i debatten om, hvad det vil sige at være dansker. De mange indspark kommer fra både øst og vest. Gammel som ung. I ligefrem og sarkastiske toner. I opgivende og rasende sindelag. Med humor og med ubehag. Og debatten har endda fået flere af mine bekendte ud af starthullerne, som ellers aldrig tager bladet fra munden.
Som I nok har gættet, så er de fleste af disse indspark affødt af en kontroversiel udtalelse af DF’s verbale slagsbror på udlændingeområdet, Martin Henriksen, under en ophedet meningsudveksling i DR2 Debatten. Du har nok fået smidt klippet i hovedet i løbet af de seneste dage, medmindre du har boet under en sten. Ellers er Google din ven.
Debatten er langtfra ny. Den har verseret ligeså længe, jeg kan huske, og den opstår med mellemrum i mainstream og på sociale medier. Ofte er diskussionen koblet op på en nyhedskrog om, at der foregår noget angiveligt ‘udansk’ i vores andedam. En børnehave der ikke vil servere svinekød. En boligforening der ikke må få et juletræ. Kolonihaveejere der vil flage med andre flag end Dannebrog. Og jeg har på fornemmelsen, at Dansk Folkeparti hiver den op af hatten, hver gang Vild med Dans holder sæsonpause. Jeg har dog ikke empiri til at understøtte min tese 🙂
Normalt læser jeg disse medieindspark med et smil på læben og tænker, at det går vel meget godt i Danmark, hvis det er disse minutiøse problemer, der får folks pis i kog. Min puls stiger i hvert fald ikke det mindste. Men den seneste kommentar fra DF’s nye medie-dartskive Martin Henriksen er i den noget mere aparte afdeling. Hvis han ikke er af den opfattelse, at en person som taler dansk, går i dansk skole, er dansk statsborger, ukriminel og tilmed er født i landet, kan betragtes som dansker – ja, så har vi større bjerge at bestige end Himmelbjerget. Og flere udfordringer at møde end Barney Stinson (en lille popkultursreference for dem, der ikke er med – igen, Google er din ven). USA er et land, hvor det er næsten umuligt at blive amerikansk statsborger eller få opholdstilladelse. Men er du født i landet, er du per automatik amerikansk statsborger. Punktum. Hvorfor er vi så firkantede omkring efterkommere i Danmark?
Jeg er dansker. 100%. Så dansk som bacon, Janteloven, LEGO og H.C. Andersen. Jeg har aldrig begået kriminalitet. Jeg har taget to kandidatgrader. Jeg betaler skat. Jeg holder jul. Jeg rejser mig for gamle damer i bussen. Og jeg drikker hellere Carlsberg end Heineken. Jeg er så dansk, at Holger Danske nok ville være min Facebook-ven, hvis han blev vakt til live i dag. Jeg staver korrekt og sætter mere korrekte kommaer end den gennemsnitlige DF-vælger. Og jeg taler så jysk, at jeg aldrig kan få job som speaker til andet end en Biva-reklame.
Men jeg lever ikke op til Dansk Folkepartis selvopfundne opskrift på danskhed. Hvor absurd det end lyder. Og her er der et par af grundene:
I en god blanding af ironiske og gravalvorlige eksempler har du nok forstået min pointe. Der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvorvidt jeg er dansk. Ingen politiker, ingen ordbog, ingen Twitter-opdatering. Ingen der skal diktere min danskhed og definere graden af, hvor meget jeg er som andre. Jeg danser gerne til min egen rytme, medmindre det er en virkelig god DJ.
I min optik er der ligeså mange forskellige måder at være dansk på, som der er danskere. Selvfølgelig har vi fællestræk – og gudskelov for det – men selv de mest ‘kernedanske’ borgere kan have deres forskelle. Og det er nok heller ikke dem alle, der står forrest i køen til kirken om søndagen (er der overhovedet kø til kirken?).
Lad os blive enige om, at der ikke findes en ‘God Dansk, Let at Lave’ kogebog, hvor opskriften på danskere står beskrevet ved siden af et glanspoleret billede af en ‘dansker’… eller en citronmåne. For at være helt ærlig, så lyder det dødssygt kedeligt, hvis det var tilfældet.
Alt andet lige: Så lad os da prøve at gribe ‘danskheden’ an, som havde vi alle lige muligheder til at definere os selv. Det lyder næsten radikalt. Men det er da trods alt meget dansk at gøre, ikke?