Cuba – Et farverigt forfald?

Dyr fredag…
februar 26, 2016
Danish Dynamite
september 27, 2016

Cuba – Et farverigt forfald?

Jeg er for nylig hjemvendt fra Cuba – 5 dage i Havana og 6 dage i strandparadiset Varadero på nordsiden af øen – med to modstridende og kontrastfyldte perspektiver på det samme land. Perspektiver, der både reflekterer et Cuba, der stadig er det ‘gamle’ Cuba – og et Cuba, som gerne vil være noget andet.

Der er sket et stemningsskifte blandt dele af befolkningen – og mit indtryk fra den relativt korte rejse i dette unikke samfund er, at det blot er spørgsmål om tid, førend systemet ikke længere kan tøjle det gamle samfundssind. At befolkningen så småt har fået færten af, at en statsbetalt lægeuddannelse (og den socialkontrol det medfører) ikke kan måle sig med den økonomiske fordel og den personlige frihed, som en taxichauffør eller tjener i turistområderne drager nytte af. Og at turisternes ‘pesos convertibles’ (som turisternes møntfod hedder) er meget mere værd end den lokale valuta, som anvendes i lokale, statslige butikker.

For let’s face it: Staten har en finger med i alt på Cuba – og de få private foretagender, der er, er alle stærkt reguleret af levnet fra Fidels storhedstid – en Fidelismo, som i disse dage fremstår udfordret – både økonomisk, socialt og mentalt i befolkningen, men som til stadighed sidder dybt i mange cubanere – de har aldrig kendt til andet.

Dette er en rejseberetning. Men ikke den traditionelle type med strandbilleder og fortællinger om snorkelture – det kan du få på Facebook. Derfor vil jeg ikke kede dig med nej-hat-historier om mit stjålne pas, min mistede pung, min rejsemakkers mistede kontanter, vores tilsammen over 100 myggestik eller den potentielle hjernerystelse, som min veninde pådrog sig ved at banke hovedet op i et stenloft under en bogfestival på et gammelt fort i Havana – en episode som næsten fik mig til råbe ‘medico, medico!’. Det er anekdoter, der er dagbøger værdige (dog nok ikke memoirer), men det er ikke det, som I får her.

I får i stedet en oplevelsesberetning om Cuba, som jeg oplevede det – et Cuba, som er unikt, men som med hastige skridt må give efter for de udefrakommende fordele, som befolkningen har fået øjnene op for – og ophævelsen af den amerikanske handelsembargo er blot mere vind i sejlene til dette stemningsskifte.

DSC00829

Cuba – et farverigt forfald

I Havana er der farver overalt. Gadebilledet er Picassos malerpalette værdig. Det smukke arkitektoniske udtryk i byen smider dig tilbage til en tid, hvor kolonisterne med deres tropehatte og deres læderstøvler nød cigarer på i skyggen af palmerne, og Ernest Hemingway skrev sine værker i hjørnet af baren på den (nu) turistoverfyldte Floridita i det gamle Havana.

Men selv de smukkeste malerier kan samle støv, så man skal ikke gå mange meter i Havana, før man bemærker sprækkerne i husvæggene. Bogstavelig talt. Eller bider mærke i det faktum eller langt over halvdelen af de gamle bygninger står tomme og faldefærdige hen. De smukke huse og deres storhedstid er forlængst ovre.

Men der mures, repareres og hamres døgnet rundt i Havana. I det gamle Havana er stort set alle vejene brudt op. Der er store huller overalt – og ingen afspærringer – så de natteblinde bør nok finde sig en venlig sjæl til at følge dem sikkert rundt. Og man bør se sig for, hvis man vil undgå en forvreden ankel. Byen er én stor byggeplads – bare spørg gæsterne på byens hoteller. Deres nattesøvn er i skarp konkurrence med lyden fra de mange håndværkere, som havde nattevagt. Dog kunne man mistænke dem for blot at larme om natten, for at vi skulle vide, at de var der – og at socialismen ikke stod i stampe.

Man oplever, at cubanernes hjerter banker for staten. Hoteller, turistguides, taxachauffører, restauranter, gadeartister – ja, alle – bærer dokumentation for, at de har tilladelse til at være i branchen. På gaden kan tilfældige cubanere stoppe dig og spørge, hvor man er fra. 3, 2, 1 og de har henvist dig til nærmeste tobaksfabrik. En lørdag i Havana gik vi i retningen mod den største tobaksfabrik i Havana, som senere skulle vise sig at være lukket. Vi blev stoppet 8 gange af tilfældige forbipasserende, som råbte, at den var lukket, og at vi skulle besøge et ‘cooperativo’ i stedet for at købe cigarer. Enten må vi have lignet blåøjede turister (svært for en asiater, i øvrigt) eller også er der en uskreven regel om, at alle har en aktie i de statslige foretagender. Vi fik fornemmelsen af det sidstnævnte.

For en håndfuld år siden var det de færreste cubanere, der havde en mobiltelefon. Og endnu færre der havde adgang til internettet. I dag ser det anderledes ud. Stort set alle cubanere – særligt de unge – ejer smartphones. Iphones er dog svære at spotte. Og om aftenen hænger hundredevis af unge mennesker ud på gadehjørner udenfor caféer, som udbyder wi-fi mod betaling. De står klistret op af husvæggene for at få et signal. Og det virker som om, at dette er deres aftenunderholdning – ungdommens måde at mødes på. Opfattelsen af at cubanerne er afskåret fra omverdenen og fra al information holder ikke længere stik – de søger i høj grad indtryk udefra. For slet ikke at tale om kapitalindsprøjtninger udefra.

Sportsbarer, kaffebarer, cocktailbarer. Adidas-butikker, amerikanske supermarkeder med luksusvarer. Tøjbutikker der hedder J.Lo. Dette er alle eksempler på, at den vestlige materialisme og kulturimperialisme gør sit indtog på øen, som indtil for nylig har været et fort beskyttet af politiske idealer. Hvor intet slap ind. Og ingen slap ud.

Med den amerikanske præsident Obamas kommende besøg i Cuba d. 21. marts, sættes der endnu to streger under dette stemningskifte – både i og udenfor Cuba. Men til trods for at både amerikanske og cubanske beslutningstagere og virksomheder er indgået i dialog og forhandlinger, så er der stadig ridser i lakken i det anstrengte forhold mellem de to lande. Som John Kavulich fra U.S.-Cuba Trade and Economic Council udtaler til Bloomberg Business: “There are no success stories” – for cubanere forhandler fx mobilteknologi med amerikanske forhandlere, men køber produkterne fra Kina. Så der spejdes endnu langt efter de handelsaftaler, som skal bringe økonomiske fordele på begge sider af forhandlingsbordet. Men parterne er begyndt at røre på sig. Og verden vil følge med i, hvad den genåbnede dialog fører med sig.

Men for den almene turist i Cuba, mødes man ikke af den lukkethed, som jeg som barn af 1980’erne er vokset op med at høre om. I hvert fald var den ikke så iøjnefaldende, som jeg kan forestille mig, at den var for blot et årti siden.

Cuba har meget at indhente, hvis de skal vokse som handelsnation og udviklingsland, men det ændrer ikke på, at det er et dybt fascinerende land at besøge. Store dele af befolkningen er meget fattige, men de er glade, imødekommende og nysgerrige. Kriminalitetsraten er forbløffende lav. Naturen er gudesmuk. Og der er et kæmpe turistpotentiale i både de fantastiske sandstrande på nordsiden, de charmerende byer uden for turistområder (særligt Trinidad skulle være anbefalelsesværdigt), de smukke koralrev og turkisblå vand ved Svinebugten og den jungleagtige natur syd på øen.

Men turister skal tage danskerbrillerne af, når de lander i Havana. Det er ikke en charterferie – blot mere eksotisk. Havana er ikke egnet til charterturister i blomstrede skjorter – de bliver dybt skuffet. Vi mødte et par af dem på vores tur, og vi kunne kun trække på skulderen og tænke: ‘Hvad havde I dog forventet?’ Men hvis du kan se igennem fingre med daglige strømafbrydelser, tvivlsom fødevarehygiejne og en konstant mangel på toiletpapir, så pak en pakke kleenex og kom afsted! Det er min kraftigste anbefaling til dig – det er nu, det er interessant at komme til Cuba. Inden det farverige forfald af en isoleret socialiststat møder de vestlige markedskræfter – og hvad det end må føre med sig…