VEEP
april 3, 2015
Øhhh… #1
februar 26, 2016

Adoptionsskriblerier II

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, hvordan det – set fra mit synspunkt – er at være adopteret. Men en gruppe unge, journaliststuderende har for nylig spurgt mig, om jeg havde mod på at uddybe mine tanker. Nuvel, så vender jeg lige bøtten igen. Ryster posen for at se, hvad der ellers kommer ud. For én ting er at vide og acceptere, at du er adopteret. Fint. Så langt er jeg med. Men hvad så nu?

Inden jeg begiver ind i adoptionens meningsjungle, kan det dog ikke understreges nok: Jeg kan kun udtale mig på egne vegne, for man finder sikkert ligeså mange perspektiver på livet som adopteret, som man finder adoptionsjournaler. Heriblandt finder man naturligvis også meningsfæller så vel som uenige opponenter – og så er der dem, der helst ikke vil tale om det.

Det har aldrig været meningen, at denne platform skulle være et springbræt for adoptionsskriblerier. Men jeg må jævnligt tage stilling til det, som jeg hverken kan eller vil løbe fra (er heller ikke fan at løbe); nemlig det faktum, at jeg som spæd blev bragt til Danmark af en organisation, som venligst havde screenet et udvalg af potentielle forældre, fundet et par egnet – og matchet et aarhusiansk par med en lille halvtyk baby fra Seoul. Og du finder ikke et bedre match – ikke engang på Tinder.

Men hvad har fået mig til tasterne endnu engang? Jo, ser du, udover at journaliststuderende og specialestuderende har fundet mit indlæg på det herlige internet og sat mig i stævne, så er der et spørgsmål, som altid trænger sig på i kølvandet på en samtale om adoption eller dét at være adopteret – uanset hvem der spørger. Og mange spørger, alle får svar. Men jeg bliver ofte stillet spørgsmålet: Vil du ikke gerne finde din ‘rigtige’ mor…?

Lad os lige få én ting på det rene: Jeg har en rigtig mor. Hun er dansk – og hun har gjort sig mere end fortjent til titlen. Min rigtige mor har skubbet mig rundt i en barnevogn i 80erne, har iklædt mig vilde pangfarver i 90erne, har skrevet sang til min konfirmation i 00erne og har hørt på alt mit jeg-er-næsten-voksen-og-det-er-sgu-lidt-hårdt-så-lad-mig-please-være-barn-lidt-endnu-brok i 10erne. Og forhåbentligt har hun stadig mod på at fortsætte i 20erne.

Og så er der min biologiske mor.

Hun har født mig. Hun har sat mig op til adoption (forhåbentligt et aktivt valg – og fordi hun håbede på et bedre liv for mig). Men ‘that’s it’…

Det bringer mig tilbage til det oprindelige spørgsmål i dette indlæg: Hvorvidt jeg har lyst til at finde min biologiske mor.

Sandheden er faktisk, at jeg ikke aner det. Men når folk spørger mig, er der mange faktorer, som de ikke medtænker. Og dem synes jeg, at jeg vil give jer med. Faktorerne er (tænker jeg uden at vide det) ikke meget anderledes end for ikke-adopterede børn, som er vokset op uden sin far eller mor. Så er vi adopterede heller ikke mere unikke end det.

Hvis jeg selv kunne skrive drejebogen til min egen historie, så ville det lægge sig tæt op ad et filmmanuskript. Gerne et af de store dramaer, der får kleenex-tårerne frem og kæresterne til at ønske, at de ikke bare tog opvasken, så de kunne have valgt en anden film (beklager kønsstereotypen – but who are we kidding?).
Det vil være skrevet nogenlunde sådan her: Ung adopteret pige vil finde sig selv. Tager på sjælerejse i Sydkorea. Alt virker håbløst, men så… point of no return… finder hun sin mor. Hun har ledt efter hende i årevis. Den unge pige har søskende. De har børn. Hun har niecer og nevøer. Alle vil hinanden. Alt er godt. Alt ender lykkeligt. Who are we kidding?

Det ville være godt, hvis livet var en Hollywood-film, men det er det bare ikke. Så her er de scenarier, som ‘instruktøren’ valgte at redigere ud – et director’s cut, om man vil. Nogle scenarier kan grænse til det kyniske og være resultatet af en vildfaren fantasi fra min side, men jeg mener, at man bør forsikre sit sind…

For hvad nu hvis…

  • …at der ikke er noget at finde. Ingen informationer eller spor i min søgen
  • …min biologiske mor ikke længere var i live
  • …eller ikke ønskede at se mig
  • …hun måske var blevet gift med anden mand, de havde fået børn, og det kunne ødelægge den familie, hvis jeg pludselig stod på dørtrinnet med en kuffert og et fødselscertifikat – og ingen vidste noget om min eksistens
  • …mine biologiske forældre stadig var sammen, havde fundet andre børn med hinanden, og det viste sig, at jeg blot var et ‘dårligt timet’ barn?
  • …mine biologiske forældre havde fortrudt deres valg om at bortadoptere mig – de var unge og måske udsat for pres fra familiens side (adoption i Sydkorea i 80erne var et kæmpe tabu og er det til stadighed i dag)
  • … min mor havde søgt forgæves efter mig i alle disse år – ville være en hjerteskærende erkendelse, men dog ikke helt realistisk, da jeg har været i kontakt med mit tidligere børnehjem og godkendt at ville modtage evt. henvendelser fra min biologiske familie
  • …jeg er kidnappet (og her er det ikke min gangster-fantasi, som løber løbsk – der findes eksempler på koreansk adopterede, som senere finder ud af, at de er blevet kidnappet og bortadopteret – til tider kidnappet af ældre familiemedlemmer, der forsøgte at redde familiens ære)
  • …at jeg var resultatet af en kriminel handling – en voldtægt?
  • …mine biologiske forældre levede i armod og så en mulighed for at lukrere på det hjemvendte barn (eksempler på disse historier findes desværre også)

Listen kunne være længere, men tror, I har fanget pointen.

Det er blot nogle af de tanker, som jeg mener, at man bør gøre sig, før man begynder at booke billetten til Sydkorea. Og selvom historien og ‘hjemkomsten’ viser sig at være ganske uproblematisk og fyldt med sødme og idyl, så bør man stadig have gjort sig den overvejelse, hvad der skal ske efterfølgende. For hvis man finder det, man leder efter –  hvad skal der så ske bagefter? Er man villig til at opretholde forholdet og kontakten til familien? Vil man rejse tilbage på besøg… eller skal familien inviteres til Danmark? Hvis ikke man er klar til at vedligeholde kontakten og pleje forholdet, bør man så overhovedet give sig i kast med at sparke folks døre ind – og kræve en del af deres liv? Og selv hvis man finder det, som man leder efter – var det så alt det, som man håbede på? Og hvad hvis man slet intet finder i sin søgen – er man så klar til at lægge det på hylden og indse, at man aldrig finder den brik, som man ledte efter?

 Alle disse spørgsmål trænger sig ubevidst på, når jeg bliver spurgt om et retorisk ligetil spørgsmål, som blot kræver et ‘ja’ eller ‘nej’: ‘Vil du ikke finde din ‘rigtige’ mor?’. Men til trods for retorikkens simplicitet er svaret bare ikke så håmdgribeligt. Jeg kan ikke stille med et klart svar. I må nøjes med et ‘Tjøøøøø….’ (jysk for ‘måske’), men hvis jeg kommer på svaret en dag, så lover jeg jer, at I får endnu et blogindlæg smidt efter jer. So stay tuned!